Kvinder, kom ind i kampen – politik er ikke for mænd alene!

Bragt i Helsingør Dagblad, den 8. marts 2025.

I dag er det Kvindernes Kampdag. En dag, hvor vi fejrer ligestillingen mellem kønnene, de lige rettigheder og muligheder. Men når man kigger på andelen af kvinder i kommunalpolitik, er der knap så meget at fejre. På tværs af partier er det en udfordring at finde kvinder, der ønsker at stå på stemmesedlen til kommunalvalget den 18. november 2025.

Lad mig være helt klar: Ingen skal vælges på deres køn. Politik handler om holdninger og viljen til at tage ansvar. Samtidig er det dog en kendsgerning, at der er brug for en ny sammensætning af byrådet, hvis vi vil have en ny retning for Helsingør Kommune.

I Helsingør – og i resten af landet – går vi lige nu glip af talent og kompetencer, da for få kvinder træder ind på den lokalpolitiske scene. Vores kommune går i tomgang, fordi der mangler friske øjne og nye værdier, der blandt andet kan være med til at sikre kvaliteten af velfærdstilbuddene, gå styringen efter i sømmene og sætte baren højere.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er der blot 36% kvinder i landets byråd. Selvom vi kan bryste os af en kvindelig borgmester, er kun 8 ud af 25 byrådsmedlemmer kvinder i Helsingør. Et sundt demokrati bør afspejle befolkningen bedre. Vi har brug for politikere, som borgerne kan se sig selv i. Mangfoldighed – både på køn, alder og job – er med til at sikre, at politiske løsninger ikke ender som bureaukratiske skrivebordsprojekter, men i stedet bliver reelle forbedringer for borgerne, unge som gammel.

Kort sagt: Det er ikke et spørgsmål om kvinder versus mænd. Det handler om, at vi alle sammen vinder, når flere forskellige stemmer er med til at forme vores kommune.

Naturligvis er der udfordringer, der gør, at kvinder kan tøve med at gå ind i lokalpolitik. Mange oplever, at det er svært at få fuldtidsarbejde, familieliv og politisk engagement til at gå op. Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre, hvis man prioriterer og organiserer sig rigtigt. Jeg er selv direktør i en privat velfærdsorganisation, jeg er mor og hustru – jeg kender hverdagskabalen, der skal gå op. Men jeg ved også, at det giver mening at engagere sig. Hvis vi ønsker en ny retning for vores kommune, må vi selv tage del i ansvaret.

En anden barriere er den hårde tone i den offentlige debat på sociale medier. Vi har gentagne gange set, hvordan politikere – især kvinder – bliver mødt med hadefulde beskeder og personlige angreb[1]. Det er helt uacceptabelt. Ingen skal frygte for at deltage i demokratiet, fordi de risikerer at blive svinet til på nettet. Hvis vi vil have flere til at engagere sig i lokalpolitik, skal vi insistere på en ordentlig tone i debatten.

Så kvinde, kom ind i den lokalpolitiske kamp. Hvis du har noget på hjertet og ønsker at gøre en forskel, så er der med garanti plads til en ekstra på listen – uanset om du er blå eller rød. Helsingør har brug for politikere, der tør tænke nyt og udfordre systemet.

Og ja, det gælder også kvinder!


[1] https://www.dr.dk/nyheder/indland/kvindelige-politikere-rammes-haardest-af-hadefulde-beskeder-paa-sociale-medier-det

Scroll to Top