Vi er bekymrede for styringen af Helsingør Forsyning

Skrevet sammen med Johannes Joyes, bragt i Helsingør Dagblad, den 3. marts 2025.

Forsyning Helsingør er drevet som et kommunalt aktieselskab med lokalpolitikere som bestyrelsesformand og -medlemmer. Det er altså lægmænd, der sikker som bestyrelsesmedlemmer og -formand, hvilket er uhørt i erhvervslivet. Carlsberg har jo heller ikke lægmænd siddende i deres bestyrelser.

Som lokalpolitikker har man ikke nødvendigvis viden, erfaring eller uddannelse til at styre store virksomheder. Som kommune er vi sat i verdenen for at sikre levering, men også den bedste styring og kvalitet, til den mest fordelagtige pris. Et kort kig på bestyrelsessammensætningen gør os i LA bekymret for de manglende kompetencer.

Med en løn på 200.000 kr. for bestyrelsesformandsposten er der selvfølgelig god økonomi i at sige ja tak til posten, men lønnen skal følge kompetencerne. Det, synes vi ikke, Helsingør lever op til.

I Finans i 2020 lavede man en opgørelse over de bedst betalte direktører i kommunalt drevne forsyninger. Her lå Helsingør Kommune på en tredjeplads over dem, der betaler mest. Forsyning Helsingør har den tredjebedst lønnede direktør i opgørelsen. Her har direktøren en lønpakke på knap 2,1 mio. kr. i 2020. Han er stadig direktør, så mon ikke billedet på nær fremskrivninger er den samme. Til Finans udtalte den stadigt fungerende bestyrelsesformand: ”Vi har den holdning, at den rigtige medarbejder koster det, den rigtige medarbejder koster”. Udover at bestride direktørjobbet er han også affaldschef, ligesom han sidder i en række bestyrelser, så nej, vi synes faktisk ikke, at lønnen er urimelig.

Men som lægmand, lokalpolitiker uden professionel erfaring fra erhvervslivet, kan en lokalpolitiker så vurdere det objektivt? Vi stiller hverken spørgsmålstegn ved direktørens løn eller kompetencer, det har vi ingen forudsætninger for, men når man i kommunen har den tredje bedst lønnede direktør over alle kommunalt drevne forsyningsselskaber (60 Stk.), skal man sikre, at bestyrelsesformanden har kompetencerne til at vurdere kompetencer, behov, løn. Det er jo trods alt skatteyderne og dermed kundernes penge.

Dette handler ikke om enkeltpersoner, men om principperne for god selskabsledelse. Vi vil gøre opmærksom på, at et stort kommunalt aktieselskabe ikke styres af professionelle, men af lægmænd. Det er i ingens interesse. LA Helsingør går til valg på, at det er professionelle medlemmer, der skal sidde i bestyrelsen med rette kompetencer. Det er utilstedeligt, at kommunen driver store aktieselskaber med lægmænd som bestyrelsesformænd.

Sund fornuft skal tilbage til byrådet.