Bragt i Frederiksborg Amts Avis, den 13. maj 2025.
Som bekendt er en valgkamp en gavebod. Politikere fra højre og venstre lover millioner til et løft af det ene eller andet velfærdsområde, som om pengene strømmer til kommunekassen som manna fra himlen.
Hvis vi virkelig vil forbedre velfærden i Helsingør Kommune, er vi nødt til at tale om dét, de fleste politikere helst vil undgå – nemlig spørgsmålet om, hvordan vi får flere borgere med i arbejdsfællesskabet.
Virkeligheden er, at alt for mange borgere i Helsingør Kommune står uden for arbejdsmarkedet. Ikke fordi de ikke ønsker at bidrage, men fordi systemet spænder ben for dem på deres vej tilbage til arbejdsmarkedet. Helsingør Kommune har ligesom så mange andre kommuner bygget et beskæftigelsessystem, der kontrollerer mere end støtter. I mange tilfælde ender det med at fastholde borgerne i passivitet i stedet for at hjælpe dem videre i arbejdet og i livet.
Som liberal ønsker jeg, at det skal være lettere at tage det første skridt ind på arbejdsmarkedet – også for dem, der har eller har haft det svært på grund af sygdom og stress. Det kræver mindre bureaukrati, mere fleksibilitet og bedre incitamenter i beskæftigelsessystemet. Borgeren skal ikke presses til aktivering, der kun tjener det formål, at embedsmændene (i flertal) kan sætte flueben i sit Excel-ark. Borgeren skal vejledes af én fagekspert med indblik i mulighederne blandt virksomhederne i Helsingør og nabokommunerne.
Det handler om at give borgeren frihed og mulighed til at komme videre.
Jeg tror på, at det bedste sociale sikkerhedsnet er et stærkt arbejdsfællesskab. Alle borgere skal ikke passe ned i én skabelon, men mennesker gerne vil bidrage, hvis de får den rette støtte og føler, at arbejdet giver mening for dem personligt, og at de gør en forskel for andre. Dét er vejen til bedre velfærd. Når beskæftigelsesindsatsen virker, er der råd til flere investeringer i skolerne, en stærkere ældrepleje og en værdig indsats for dem, der har brug for hjælp.
Mit håb er, at Helsingør Kommune vil gå forrest og skabe et system, der tror på det enkelte menneske. Det kræver tillid til mennesker og færre regneark, men vil hjælpe borgerne i stedet for at fastlåse dem i systemet. Og det vil give flere ressourcer til velfærd.