Af Stine Eising, spidskandidat for Liberal Alliance Helsingør.
“Jeg var alene på stuen med 16 børn.”
Den sætning burde ikke komme fra en pædagog i Helsingør Kommune i 2025. Alligevel var det netop ordene, der faldt, da jeg fornylig talte med en pædagog i en lokal daginstitution. Mange andre ansatte i vores daginstitutioner fortæller mig den samme historie: De løber for stærkt, de mangler hænder, og de har mistet troen på, at nogen lytter.
Vi har mange pædagoger, der står alene i pressede situationer med udadreagerende børn. Lederne laver kontorarbejde efter arbejdstid, fordi de må være på gulvet hele dagen. Det er ikke mangel på vilje og færdigheder, der presser institutionerne – det er mangel på ressourcer og tillid.
Helsingør Kommune har en god vision: at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Men visioner uden handling er bare ord. Vi har fjernet støttekorpset, lagt flere opgaver ud, men ikke givet de fagprofessionelle værktøjerne og økonomiske midler til at lykkes.
For Liberal Alliance er svaret ikke flere centrale planer eller kurser. Det er mere frihed til de lokale ledere. De ved bedst, hvordan ressourcerne skal bruges. Giv dem mulighed for at ansætte fleksibelt, fordele timer efter behov og få hurtig hjælp, når presset stiger.
Hvis vi vil have børn, der trives, skal vi have voksne, der trives. Derfor kæmper jeg og Liberal Alliance for, at Helsingør prioriterer børneområdet igen – ikke med symbolpolitik, men med frihed og ansvar tæt på borgerne.