I Helsingør står vi ofte over for det falske valg mellem lavere skat og bedre velfærd. Men det valg er ikke nødvendigt. Vi kan sagtens få begge dele, vel at mærke hvis vi bruger pengene klogere. Det handler ikke om, at medarbejderne i kommunen skal løbe hurtigere, men om at vi som kommune skal arbejde smartere. Når hver skattekroner bruges med omtanke, får vi både stærkere velfærd og større frihed til borgerne.
Liberal Alliance i Helsingør vil vise, hvordan det kan lade sig gøre. Ved hjælp af data fra KL har vi foretaget en række beregninger, der er mundet ud i en konkret syvpunktsplan – en plan, der frigør midler til både kvalitetsløft og skattelettelser uden at skære i kernevelfærden.
For det første skal vi have en mere effektiv drift og administration. Helsingør bruger omkring 420 millioner kroner om året på ledelse og administration, hvilket er betydeligt mere end sammenlignelige kommuner. Ved at digitalisere arbejdsgange, skære dobbeltfunktioner væk og stille højere krav til ledelsen kan vi effektivisere med 10%. Det vil skabe et råderum på cirka 42 millioner kroner, som kan bruges direkte på skoler, ældrepleje og skattelettelser.
For det andet skal vi nedbringe vikarforbruget og samtidig øge arbejdsglæden. Kommunen bruger hvert år over 30 millioner kroner på eksterne vikarer. Det er dyrt og giver ustabilitet for både medarbejdere og borgere. Ved at skabe faste vikarpuljer, mere fleksible arbejdstider og et stærkere fokus på trivsel kan vi reducere udgifterne med en fjerdedel – en besparelse på omkring 8 millioner kroner, samtidig med at børn og ældre møder kendte ansigter i hverdagen.
For det tredje skal vi have flere borgere i arbejde og færre på passiv forsørgelse. Helsingør har en høj andel af borgere på overførselsindkomst, især blandt ikke-vestlige indvandrere. En målrettet beskæftigelsesindsats, tæt samarbejde med lokale virksomheder og klare krav om aktivitet kan gøre en stor forskel. Bare 100 færre på kontanthjælp frigør cirka 15 millioner kroner og giver mennesker værdighed og selvstændighed tilbage.
For det fjerde skal vi styrke den tidlige indsats på det specialiserede børneområde. Udgifterne er på vej mod 173 millioner kroner i 2026. Ved at hjælpe børnene tidligere, samarbejde bedre på tværs og skabe lokale tilbud kan vi undgå dyre eksterne forløb og samtidig give børnene en tryggere hverdag. Det kan på sigt frigøre op mod 10–15 millioner kroner årligt.
For det femte skal vi nedbringe udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste. I 2024 brugte kommunen 28 millioner kroner på ordningen. Med bedre støtte i dagtilbud og skoler, tættere samarbejde med familier og fleksible løsninger kan vi reducere udgifterne med omkring 10 procent, svarende til 3 millioner kroner, samtidig med, at familierne får hurtigere hjælp.
For det sjette skal Helsingør blive langt skarpere til at forhandle indkøb og kontrakter. Mange aftaler er forældede eller ikke genforhandlet i tide. Ved at samle indkøb, bruge udbud aktivt og samarbejde med nabokommuner kan vi presse priserne og sikre bedre kvalitet for pengene. Selv en effektivisering på blot 1 procent på kommunens samlede driftsbudget svarer til hele 48 millioner kroner.
Og for det syvende skal vi have mere ud af kommunens bygninger og energi. Mange af vores skoler, plejecentre og kontorer er utidssvarende og dyre i drift. Med målrettede energirenoveringer, som typisk betaler sig hjem på 3–5 år, kan vi spare omkring 10 millioner kroner om året, samtidig med at vi reducerer CO₂-udledningen og skaber sundere rammer for både børn og medarbejdere.
Alt i alt rummer denne plan et konservativt potentiale på omkring 136 millioner kroner. Det er penge, vi kan bruge til lavere skat, bedre velfærd og mere frihed for borgerne i Helsingør.
I Liberal Alliance tror vi på, at effektivitet og velfærd ikke er modsætninger. Tværtimod hænger de sammen. Når vi prioriterer klogt, kan vi skabe en kommune, hvor borgerne får mere frihed, hvor medarbejderne får bedre arbejdsforhold, og hvor velfærden faktisk mærkes i hverdagen.