Bragt i Frederiksborg Amts Avis, den 30. april 2025.
”Dig? Liberal Alliance? Men du går da op i velfærd?”
Sådan sagde min nabo til mig forleden. Hun er ikke den første. Mange forbinder tilsyneladende Liberal Alliance med blå jakkesæt, kolde regneark og lav skat for de rigeste. Men det billede har meget lidt med virkeligheden at gøre: Jeg stiller op for Liberal Alliance, netop fordi jeg går op i velfærd – og ikke på trods afdet.
Problemet i dag er ikke, at vi bruger for få penge på velfærd. Problemet er, at vi bliver ved med at hælde millioner i et system, der gang på gang svigter borgerne. I hele mit arbejdsliv – som SOSU-assistent, som iværksætter inden for plejesektoren og nu som direktør hos en privat velfærdsleverandør – har jeg oplevet, hvor vigtigt det er for borgerne, at velfærden fungerer. Og hvor frustrerende det er, når den ikke gør.
Tag ældreplejen. I dag bruger Helsingør Kommune svimlende summer på området, men mange ældre oplever stadig, at maden smager dårligt, medarbejderne er stressede, og at de ikke selv kan bestemme over deres hverdag. Den velfærdsmodel har brug for en overhaling – og når kommunen ikke kan levere varen, hvorfor inviterer vi så ikke flere private aktører ind? Som liberal kan jeg ikke forstå, hvorfor det er vigtigere, hvem der leverer velfærdsydelserne, frem for at sikre en høj kvalitet for de ældre. Og hvis der ikke er tilfredshed med de private ydelser, kan aftalen opsiges.
I den lokale folkeskole går det heller ikke fremragende. Lærere og forældre drukner i regler og et utal af møder med kommunens kolde hænder. Embedsmanden i forvaltningen har magt over lærere og pædagoger, der ellers via deres uddannelse er specialister i børns behov, ligesom forældrene er underlagt bureaukratiets magt. Som liberal mener jeg, at vi har brug for flere frie skoler, mere faglighed og et byråd, der tør styre efter resultater frem for luftige intentioner. Det er ikke raketvidenskab: Frie skoler klarer sig ofte bedre – både fagligt og menneskeligt – og endda til færre omkostninger pr. elev.
Og det er blot to eksempler.
I Liberal Alliance tror vi på, at vi kan få en bedre og mere menneskelig velfærd ved at reformere vores system. Ikke ved at bruge flere penge, men ved at bruge dem klogere. Ikke ved at detailstyre, men ved at give hverdagens faglige eksperter frihed og ansvar og ved at give borgeren mulighed for at bestemme over sit eget liv. Vi skal måle på kvalitet – ikke på hvor mange penge, der bruges.
Så ja, jeg er liberal, og jeg kæmper for en velfærd, der faktisk virker. Derfor tror jeg også på, at Liberal Alliance er fremtidens velfærdsparti.