Mange forbinder stadig liberal politik med kolde regneark og fokus på bundlinjen. Men for mig handler liberalisme om noget helt andet: om at skabe velfærd, der faktisk virker for dem, der har brug for den – og om at give både borgere og fagfolk frihed til at tage ansvar.
Gennem mit arbejdsliv – først som SOSU-assistent, siden som iværksætter og i dag som direktør i en privat velfærdsvirksomhed – har jeg oplevet, hvordan vores velfærdssystem ofte spænder ben for sig selv. Vi bruger enorme summer hvert år, men alt for ofte ender resultatet med skuffede borgere, stressede medarbejdere og et system, der føles tungt og ufleksibelt.
Se eksempelvis på ældreplejen. Helsingør Kommune bruger mange penge, men alligevel oplever alt for mange ældre, at deres behov ikke bliver mødt. Maden er kedelig, medarbejderne har travlt, og borgerne har ringe indflydelse på deres egen hverdag. Her er det oplagt at spørge: Hvis kommunen ikke kan levere kvaliteten alene, hvorfor så ikke invitere flere private aktører ind? Ikke for at spare penge, men for at give borgerne reel valgfrihed og sikre bedre kvalitet. Det afgørende bør være, hvad der virker – ikke hvem der leverer.
Det samme gælder skolerne. I stedet for at give lærere og pædagoger frihed til at bruge deres faglighed, binder vi dem med regler, skemaer og møder med embedsmænd. Forældre og børn betaler prisen. Det er på tide, vi tør give mere frihed til skolerne – flere frie alternativer, mere faglighed og færre tomme intentioner. Erfaringerne viser, at frie skoler ofte både leverer bedre undervisning og skaber større trivsel – uden at det nødvendigvis koster mere.
Det handler ikke om at bruge færre penge, det handler om at bruge dem klogere. Vi skal måle velfærd på resultater, ikke på budgetter. Vi skal styrke de faglige frontlinjer, ikke centralisere mere magt i forvaltningen. Og vi skal give borgerne indflydelse på deres eget liv, i stedet for at lade systemet diktere det hele.
Helsingør Kommune står ved en skillevej. Skal vi fortsætte ad den vej, hvor mere kontrol og flere penge skal løse alt? Eller tør vi vælge en ny retning, hvor frihed, ansvar og kvalitet bliver styrende principper?
Jeg stiller op for Liberal Alliance, fordi jeg tror på, at vi kan skabe en velfærd, der virker – menneskelig, effektiv og fri. Stem på Liberal Alliance den 18. november.