Drop symbolpolitikken – lad robotterne stå for affaldssorteringen

Af Stine Eising, spidskandidat for LA i Helsingør Kommune, og Steffen Frølund, klima- og forsyningsordfører for LA. Bragt i Helsingør Dagblad, den 19. august 2025.

I Helsingør Kommune er vi som borgere – ligesom i resten af landet – blevet påduttet at sortere vores affald i op mod 10 forskellige fraktioner. Det kræver både plads, tid og overblik, og for mange ender det med at være en både frustrerende og forvirrende aktivitet i den daglige husholdning.

Derfor er det med rette, at vi bør stille spørgsmålet: Hjælper den store indsats overhovedet klimaet og miljøet?

Ifølge en analyse fra interesseorganisationen 1spand.nu er svaret et klart nej.Borgernes indsats ender ofte med fejlsorteringer, og op mod 70procent af genanvendelsespotentialet går derfor tabt. Alligevel bruger vi i det danske samfund milliarder af kroner på at opretholde og udbygge det komplekse system med affaldssortering i hjemmet. Ifølge 1spand.nu kan der i Danmark spares 1,5 milliarder kroner årligt ved at droppe sorteringen i hjemmet og i stedet investere i en central sortering baseret på robotteknologi og kunstig intelligens.

Med den nuværende metode koster det over 37.000 kroner at reducere ét ton CO2. Klimarådet mener derimod, at der bør være en grænse på 1.500 kroner per ton.

I Liberal Alliance mener vi ikke, at det giver mening at bilde borgerne ind, at deres store arbejde med affaldssortering resulterer i en klimaindsats, der virker. Det er ikke rimeligt, at familier skal have et helt stativsystem stående i køkkenet, mens kommune og stat nægter at undersøge smartere løsninger – løsninger, der eksempelvis er taget i brug i Holland og Norge.

Derfor ønsker vi at undersøge, hvor Helsingør Kommune kan gå forrest og arbejde for at blive pilotkommune for en centralsortering. Vi vil på tværs af byråd og folketing arbejde for, at der bliver åbnet for forsøg med robotteknologi i affaldssorteringen. Samtidig skal vi stoppe med at skyde penge efter dyre og ineffektive sorteringssystemer, der hverken er til gavn for miljø eller borgere. Det er symbolpolitik af værste skuffe, og vi skal i stedet prioritere teknologiske løsninger, der rent faktisk virker.

I en verden, hvor tid er en knap ressource, handler det om at bruge borgernes tid (og penge) klogt. Når en robot kan klare affaldssorteringen bedre, hvorfor så ikke lade dem stå for opgaven?

Det er på tide, at vi i Helsingør Kommune viser, at miljøpolitik og sund fornuft ikke behøver at være hinandens modsætninger.

Scroll to Top