Bragt i Helsingør Dagblad, den 15. juli 2025.
I Helsingør Kommune kan byrådsmedlemmer få op mod 200.000 kroner om året for at være bestyrelsesformand i kommunale selskaber som Forsyning Helsingør og Helsingør Havn. Nu virker det ovenikøbet til, at der er opbakning til at aflønne formanden og næstformanden for Nordsjællands Park & Vej med samme løn.
Disse poster, mener Liberal Alliance ikke, bør fordeles som en del af en konstitueringsaftale på valgnatten, for at sikre at alle får en bid af kagen. Bestyrelsesarbejde kræver faglighed og erfaring med drift og ikke politisk tilhørsforhold. Når politisk udpegede formænd honoreres i stor stil, udviskes skellet mellem politisk tilsyn og professionel ledelse.
Politikere er valgt til at sætte retning og føre kontrol, ikke til at drive forsyning, havn eller parkvæsen. Den opgave bør ligge hos folk med driftsmæssige kompetencer.
Vi skylder borgerne en tydelig arbejdsdeling: Politikere skal lave politik. Og vi skylder også at undersøge, om opgaver kan løses bedre og billigere af private uden at gå på kompromis med kvaliteten.
For hvis det at sidde i et driftsselskab er en politisk aflønnet post, hvordan kan borgerne så være sikre på, at kommunal drift reelt er den bedste løsning, både økonomisk og kvalitetsmæssigt – og ikke blot et spørgsmål om politisk egeninteresse?