Mine mærkesager

Min plan for at bringe Helsingør Kommune fra tomgang til topgear!
STINE EISING - LIBERAL ALLIANCE

FRA TOMGANG TIL TOPGEAR: HELSINGØR SKAL SÆTTE SIG I VELFÆRDENS FØRERSÆDE.

Gennem mange år har de valgte politikere siddet på hænderne og ladet stå til i Helsingør Kommune. Det har gjort kommunen til en tung og træg administrationsmaskine uden blik for vores velfærd og velvære.

Som borgere i kommunen fortjener vi bedre.

Derfor skal det være slut med genbrugsløfter og middelmådige ambitioner: Helsingør Kommune skal drives med fokus på borgernes tilfredshed, medarbejdernes glæde i hverdagen og det frie valg. Med min erfaring som leder, direktør og iværksætter, og som mor, der selv har mærket systemets bremseklodser, vil jeg udfordre tomgangen med nye idéer til borgernær velfærd og blik for optimal styring.

Det skal bringe Helsingør Kommune i topform – lad os sammen gøre Helsingør til Danmarks bedste velfærdskommune.

MINE MÆRKESAGER

Effektiv og borgernær kommune: Helsingør skal væk fra bundplaceringer

Helsingør Kommune skal være klar til ny styring. I 2025 vil alle kommuner via reformer fra Christiansborg få til opgave at sikre velfærd, der er til for borgeren – ikke for systemet. Det kræver åbenhed, gennemsigtighed og en ny måde af være leder og politiker på. Vi skal drive Helsingør Kommune med fokus på kvalitet og tilfredshed, både blandt borgere og medarbejdere. Der skal være mindre bureaukrati og mere fokus på borgernes oplevelse af kvalitet. Vi skal nedbringe sygefraværet, og medarbejdertilfredsheden skal i fokus. Effektive og glade medarbejdere leverer en bedre service og dermed større tilfredshed blandt borgerne. Det er ikke statens skyld, at det går dårligt i Helsingør Kommune. Der er brug for politikere, der tager ansvar, retter op og står ved, når kommunen præsterer dårligt. Politikere skal ikke kunne bluffe sig til gode valgkampsfortællinger.

Skoleområdet: Fra problem til potentiale

One-size does not fit all – heller ikke i de lokale folkeskoler. Derfor skal vi have større fokus på det enkelte barns potentialer og ambitioner, uanset om barnet arbejder bedst med hovedet eller hænderne. Tilbud skal tilpasses det enkelte barn. En stor specialskole, som er besluttet i Helsingør Kommune, er ikke nødvendigvis løsningen for alle børn. Mange børn har brug for mindre rammer og nære relationer til deres lærere og støttepersoner. Inklusion skal bygge sund fornuft – der skal lyttes mere til lærerne og forældrene, så den gode løsning ikke bremses af bureaukratiet. Ingen børn skal stoppes i diagnosekasser – de skal ses som hele mennesker med evner og potentialer, der skal dyrkes.

Handicapområdet: Fra kamp til samarbejde

I Helsingør Kommune skal vi prioritere og hjælpe det enkelte menneske – ikke bremse menneskets udvikling med bureaukrati og rigid administration. Retssikkerhed og retfærdighed skal være kernen for kommunens hjælp og støtte til handicappede og til familier med et handicappet barn. Der skal være større gennemsigtighed, og Helsingør Kommune skal erkende, når der bliver begået fejl. Ingen borgere skal være fanget i systemet. Vi skal gøre systemet til en aktiv medspiller – ikke en modstander, som mange handicappede og deres pårørende oplever i dag.

Erhverv: En kommune for erhvervslivet

Helsingør skal være blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i landet. Vi skal minimere sagsbehandlingstiderne gennem øget digitalisering og dialog med virksomhederne. Helsingør skal tiltrække iværksættere og vækstvirksomheder for at skabe flere lokale arbejdspladser.

Frihed til at vælge

Muligheden for det frie valg skal gennemsyre alle politikker i Helsingør Kommune. På alle velfærdsområder skal vi indføre et ægte, frit valg: skoler, ældrepleje, social- og handicapområdet. Styringen skal ikke ske centralt, men i den enkelte velfærdsinstitution. Der skal måles på kvalitetsindikatorer som sygefravær, medarbejderflow, tilfredshedsundersøgelser målrettet borgerne, de pårørende og medarbejderne. Hvis en velfærdsinstitution ikke lever op til kravene, og der ikke kan læres fra bedste institutioner i kommunen, skal opgaven sendes i udbud. Der skal være større transparens og konkurrence. Borgerne skal have adgang til at vurdere kvaliteten af kommunens tilbud – lige så nemt som de tjekker Trustpilot.

Har du en idé til, hvordan vi kan få Helsingør Kommune i topgear?

Så hører jeg meget gerne fra dig.

Skriv til mig på hej@stineeising.dk.

Mailadresse: hej@stineeising.dk.

Scroll to Top